Day 262

I dag har jeg været oppe i behandlingen.
shit, hvor gad jeg bare ikke op i morges… Jeg magter ikke alt det jokken frem og tilbage…

Jeg havde en ok snak med BK. Hun viser stor forståelse og “respekt” omkring Hvisketiskemanden.
Det er lidt weird med de kontaktpersoner-du-jours jeg har haft, de er alle ret trivialiserende omkring ham, som selvfølgelig gør at jeg ikke tør at nævne ham igen.

Hver gang jeg snakker om ham er der konsekvenser. Jo flere jeg fortæller, jo flere konsekvenser. Så har jeg jo ikke lyst til at spilde min “taletid” på personale der siger “Du skal bare ignorere det”, “sådan har vi det alle nogle gange”, “Du ved jo godt at han ikke findes?!”

Jeg fortalte BK at jeg bruger meget energi på at “holde mig” på afdelingen. Jeg har virkelig lyst til at stikke af, forsvinde.
Hun begyndte at slynge om sig med trusler, at jeg kunne komme på en mere sikret afdeling…
Jeg kommer ikke til at snakke med hende om det igen.

Jeg var også forbi diætisten.
hun sagde at hun synes ikke jeg gør en stor nok indsats, så vi skal ikke ses de næste 4 uger.
Whatever, så kan jeg jo bare spise/ikke spise/kaste op som det passer mig.
Det sagde jeg også til hende… men hun synes ikke jeg virkede modtagelig over for fornuft.

Hvisketiskemanden, hepper på mig.
Jeg tror jeg er ude på et skråplan, men han bekræfter gang, på gang, at jeg gør det godt.
At folk skal lade mig være i fred.

Husbonden kom i dag, han tog på apoteket og hentede en ny omgang medicin for mig….
Jeg kan ikke rumme ham.
Jeg elsker ham.
Jeg kan ikke give ham nok opmærksomhed.
Jeg er ikke god nok til ham.
Jeg fortjener ham ikke.

Det kunne være fedt hvis jeg vågnede op i morgen, ved siden af husbonden, med nye ben, et nyt ansigt, ny hjerne, raske, normale forældre og søskende, og selvværd.

Jeg er træt.

Jeg har svært ved at acceptere mit liv som det er… det er meningen jeg skal være glad nu!
Jeg er stadig nygift, ny-husejer, og min “karriere” er ikke engang begyndt endnu.
Det er meningen at NU skulle være et eventyr!
Mine forældre har ødelagt mig.
Det føles kun håbløst nu.

Jeg er hele tiden på vippen til at skride, Hvisketiskemanden kører der ud af… shitshit shit shit shit fuck ud af mit hoved!

Jeg hader alt der er mig.
Der er ikke noget af det der kan genbruges til noget.
Hvis jeg skal leve, bliver jeg nød til “genopfinde” hvad Charmaine er.
Jeg er fyldt med virus… inficeret, med sort snot.

Überdoktoren siger, det er mine forældres skyld. At de garanteret har gjort deres bedste, men at det overhovedet ikke var godt nok.

2 thoughts on “Day 262

  1. Hej Charmaine. Spekulerer lidt på, ved dine behandlere at du skriver den her og følger de med?
    Håber snart at du får det bedre for det er bestemt ikke sjov læsning i øjeblikket.
    Og hvis du er frisk på det en gang, så skal vi da have et spil Korsbæk spillet 🙂

    Knus Lone

    Like

  2. Hey, alle mine behandlere ved at jeg blogger, og hvad addressen er. om de læser den eller ej er op til dem selv;)
    Jeg blev nød til at google “Korsbæk spillet” jeg kan se at det er Matador relateret 🙂
    Jeg følger kun med, med et halvt øje og et kvart øre, Så jeg kan garantere dig at jeg kommer ikke til være en særlig god konkurrent 😀

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s