Day 260

Jeg fik lov til at “sove længe” i dag.
eller det vil sige at jeg blev kun vækket et par gange, inden jeg egentlig stod op.

Den søde læge sagde ikke så meget. Men vi talte om at Jeg lader til at være faldet til, og at personalet opfatter det som bedring… Det har vi jo talt om før, og hun sagde at fordi metoderne der er blevet brugt so far, ikke fungere må finde på noget andet.

Fremover, i stedet for at spørge mig om jeg har brug for en snak; skal personalet kommandere en snak… og jeg skal have min nat medicin kl. 2000.
Blah!
Søvn er noget lort… hvorfor bliver jeg så bange?

Hvorfor, lige så snart jeg TÆNKER på søvn, seng, sove…etc. kommer alt skidt der nogensinde er sket, kommer til at ske, i hele verden, popper op i mit hoved? Jeg bliver bombarderet med hele baduljen, indtil jeg endelig falder i søvn, af udbrændthed. Jeg tænker alle mulige senarier igennem, hvad nu hvis Husbonden bliver syg? eller jeg? Vil folk kunne lide mig hvis jeg havde kræft? Hvad nu hvis vores hus brændte ned, og vi mistede alt hvad vi ejer? hvor skulle vi bo? Ville forsikringen dække det meste? Hvordan ville mit liv være hvis jeg kom til at slå et menneske ihjel? Ville jeg komme i fængsel, selvom det var et uheld? Er der kamera på mit værelse/fællesområderne? Eller hvad med badeværelserne? Sidder de andre patienter og hygger sig, nu når jeg er gået i seng? De ventede bare på at du skulle skride! Jeg mangler at tørre vindueskarmene af der hjemme. Hvorfor behandler visse folk mig/ taler til mig som om jeg er 4 år/retarderet/evnesvag/en grønsag. etc. etc. etc. alt muligt negativt lort….

Hvisketiskemanden er led i dag…

“Du må ikke spise”
“Du skal ikke fortælle nogen om mig”
“Du dør hvis du falder i søvn”
“Hvis du falder i søvn, er Husbonden forsvundet når du vågner”
“Dit liv er indbildsk! Du har ingen familie, du er ikke gift, du har ingen venner, de lader bare som om”
“Du har kun mig!”
“Du er fed”
“Du er uduelig”
“Du skal være låst inde til den dag du dør”
“Alle hader dig”
“Dine forældre har ret”
“Du fortjener ikke at leve”

Det er skide svært at blive ved med at sige ham imod.

Jeg er træt.

Jeg har lyst til at løbe væk fra det hele.

Hvad nytter det at blive ved med at kæmpe og kæmpe, for at dække andres behov? MÅ jeg få det bedre? Er jeg I STAND til at få det bedre?
Tør jeg at tage chancen og satse, at jeg nok, måske, på et tidspunkt får det bedre?

Hvisketiskemanden lader til at have ret…

Jeg er træt.

Xx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s