Day 242

I dag fik jeg lov til at komme hjem på weekend.
Jeg er altid blevet udspurgt umiddelbart før weekenden omkring mine selvmordstanker…

Jeg ved da godt at jeg bare skal sige at “jeg er til at lave en kortvarig aftale med,” eller “hvis noget dukker op så ringer vi ind til afdelingen”

Jeg ved ikke hvem jeg lyver mest til, dem eller mig?
lyver jeg??

Så længe jeg er sammen med andre er det til at holde ud. Så længe jeg bliver distraheret, kan jeg gøre mig tom/fluffy.
Det bliver dog mere og mere svært for hver dag der går.
Jeg er træt af at kæmpe imod, jeg ved ikke længere hvad det er jeg kæmper for.

Selvmordstankerne dukker op i alt, og jeg har svært ved at koncentrere mig om hvad er virkelighed og hvad er psykose…

Hvis jeg er i tvivl, tier jeg bare stille, men oftere og oftere støder jeg på situationer hvor jeg har svært ved at rationalisere mig ud af psykosen, hvor jeg er for udkørt til at være i tvivl længere.
Så jeg ender med, at jeg bare fordi jeg er så træt tror på hvad jeg nu ser/hører…

Jeg har en mand. han står som regel på min højre side (men også venstre nogle gange).
Han hvisker, men jeg ved ikke om det er til mig eller om mig… jeg kan ikke høre hvad han siger. for det meste kan jeg ignorer det… andre gange…. ikke så meget.

 
Jeg er træt, tror jeg hopper i seng snart… eller… aj jeg ved det ikke… jeg ved ikke hvad jeg vil 😦
 
Xx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s