Day 240

Jeg blev indlagt i går.

Jeg vidste egentlig godt at det ville ske… 

Jeg var helt tom inden i, og alle blev ved med at spørge

“hvad føler du lige nu?” , “hvordan har du det?”

Jeg kunne ikke genkende noget personale da jeg kom, afdelingen er også ny.

Der er den samme blanding mennesker som der altid er på disse afdelinger;
et par hoveder der altid har været der og som vil  blive ved med at komme on and off til de ikke er her mere,
en ung usikker pige,
en joker,
en gammel,
en stakkel,
en shouter…. etc.

Jeg er tom. Jeg er et stort hul, foret med sort snot.
jeg vil gerne have at de gode ting i mit liv tæller for noget, at jeg kan sætte pris på de ting som man skal kunne lide. Jeg vil gerne kunne elske min mand og kunne lide det, i stedet for t jeg bare får dårlig samvittighed over jeg nok ikke gør alt godt nok.

Når jeg er indlagt hører jeg mange historier, altid.

Der var en der fortalte mig i dag at han var blevet indlagt pga. alkoholisme og selvmordstanker.
Han mistede sit hjem da han ikke kunne huske at betale sine regninger.
Han blev indlagt og kommunen har hjulpet ham med at finde en ny lejlighed.
I dag fik han at vide at han er udskrevet når dagen er slut, men han får først nøglerne på mandag og han har ikke fået det bedre. jævnføre kommunen er han færdigbehandlet. Det er åbenbart ikke vigtigt at han ikke har noget sted at være før mandag, eller at han ikke har fået det bedre.

Jeg gider ikke at være her, jeg har ikke lyst til at blive ved.
Jeg er her for at opfylde andres behov, og snart har jeg ikke flere sygedagpenge at køre på.
hvad så der efter? Er jeg så “rask” fordi staten siger det? Er det meningen jeg skal fatte meningen med min barndom, min familie, min tilstedeværelse og så acceptere at life just carries on?

Det var ikke nogen ledige stuer da jeg kom, så jeg er blevet plantet i et samtalerum. De nye stuer har eget bad og toilet, men jeg skal bruge et toilet helt nede i modsatte ende af afdelingen :-/ bah!
Personalet skal ikke skuffe mig meget før jeg kammer over. Da jeg skulle have medicin i går skulle jeg vente i 20 min før de fik styr på dosis og fandt min tildelte sygeplejerske.
Jeg gik efter 7.
Jeg bliver som forbandet inden i.

Nu har jeg bedt om hjælp, så skal de fandeme også hjælpe mig.
Når jeg synes, som jeg synes.

Når det står på synes jeg er det mest rationelle, uretfærdigt behandlede menneske.

Kort efter kan jeg godt se (for det meste af tiden) at det ikke helt er tilfældet.
Hvorfor kan jeg ikke sætte pris på det jeg har?
Hvorfor kan jeg ikke forstå at de ting mine behandlere gør er for at hjælpe mig?
Hvorfor vil den lille mand der altid er i min øjenkrog ikke bare skride, og holde op med at blande sig?

Jeg har glemt mit strikke tøj :-/

Xx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s