Day 45

Dagens leg, point petanque.
Og nej jeg var ikke med.

Tanker!
Hvor er der trist, at sindslidelser ikke er lige så sejt som brystkræft, de har både deres eget logo og et nyt armbånd i ny og næ…

Indenfor sindslidelser er der et hierarki, skabt af nogle patienter:

Paranoid skizofren, den er cool, for den har virkelig mange fordomme, om hvor sindsyg man er, dog kan man medicinere sig ud af de fleste symptomer idag. Så der er flere Ps’ere ude i dit nabolag end du lige går og regner med 🙂 de er absolut toppen af det bimse hierarki. De kan blive medicineret så godt at de ikke behøver (nødvendigvis) at gøre deres omgivelser klar over sygdommen.

Depression,  ja nu siger jeg noget fy fy, som jeg garanteret får en masse over nakken for. Det er den laveste af alle sindslidelserne. ALLE har efterhånden en eller anden erfaring med depression.
Ifølge de meget syge patienter,
Ikke mig!
…en bivirkning til det medicin man får, noget man må tage med i kampen.

Mange husmødre og teenagere der har haft en eller anden periode med ked-af-et-hed
(selv om det har været forsaget noget så obvious som dødsfald, en kæreste er gået fra dem. Så er det åbenbart forbudt og sygt, at man bliver ked af det… så må man heller få sig nogle antidepressiver)

“De praler jo med de har haft den seje depression. For den er jo beskrivende; for en sejr og tilgivelig”

Dog vil jeg tilføje at jeg kender flere der har haft svære depressioner, forsaget af diverse traumer, men de er stadig lavt på hierarkiet inde på psyk.
Patienterne, internt, stempler det modsat samfundet.

Personlighedsforstyrrelser, skraldespanden for alle bimser der ikke passer ind i andre båse.
Der er hellere ikke nogen fast behandling, det finder man bare på det hend af vejen. En PF’er/borderliner er altid den på en afdeling alle synes, er lige lidt for meget.
Lidt for ked af det/lidt for opmærksomhedskrævende/ lidt for falsk/ lidt for aggressiv/ lidt for hysterisk. Og de labels får man bare, uanset om det ligger til dig og din adfærd på forhånd.
PF ligger i bunden, dog er det over depression.

Asocial adfærd, uanset sindslidelse, er nok det der gør dig mest upopulær.  Hvis du sover dagen lang, og derefter brokker dig over du aldrig er med. Hvis du råber af andre, selvom du er i stand til at lade være. Hvis du har ondt af dig selv, fordi du er syg! At have dårligt selvværd er der plads til, så får man enda ekstra krammere, men dem der whiner, ynker og tuder som den ene pige i klassen der altid tudede til klassefester.

…. to be continued..og husk det er mere sjov blandt patienter, det her, end undervisning om sindslidelser, så lad vær’ med at tage det for seriøst….

Det at der findes et hierarki, er i sig sekv styrkende for tabu’et. Og derfor ikke en fandens go idé. Jeg synes bare det er morsomt.

Alle sindslidelserne undtagen depression, er som Harry potter’s utilgivelige forbandelser. Når du først har “fået noget” så er din troværdighed, intelligens og medfølelse helt ud af vinduet. Du bliver ikke tilgivet igen, du vil altid være ham/hende/den der forsøgte selvmord, der flippede ud, der kunne se/høre/lugte ting der ikke var der, der aldrig har overskud.

Det er samfundet der er noget galt med.

Hvis det var utilgiveligt med influenza ville jeg have et par venner jeg skulle gå en stor bue udenom.
Eller folk med børn, de er da altid syge med vuggestue pest og lign. men dem kysser man og krammer alligevel, så tager folk bare barnets anden sygedag og et par omsorgsdage?

Forskellen; 
Influenza smitter, børnehave-sars smitter, tabu smitter men det gør sindslidelser altså ikke. De er hellere ikke nødvendigvis permanente?

Hvis du er bekymret for en ven/familie medlem, så spørg vedkommende, læs om det, men du skal altid behandle dem som du altid har gjort. At melde ud, at man har holdt sig væk/været tavs/lign. fordi man har haft svært ved at takle/forholde sig til situationen…
Det er bull shit.
Hvis du har det svært, hvordan har patienten det så lige?
“Jeg har haft så meget at se til”
Det er bull shit!

En sms med en reaktion kan de fleste vel finde tid til. Man behøver ikke en gang at tale om sindslidelsen?!

Folk der har holdt sig væk fra mig siden primo november, kan fortsætte således.

Der har været rigeligt tid for dem at komme til mig? Jeg har givet klart udtryk over for alle familiemedlemmer at jeg ikke ville være i stand til at række ud. Tak for denne gang gutter. Se ya om the flipside. Hvis i ikke kan støtte mig i dette, hvad er det i forventer jeg kan bruge jer til?

For de fleste patienter (som jeg har talt med dette om) fik de det, på ingen måde værre, når de fik deres diagnose.
Men alle kan nikke genkendende til, i større eller mindre grad, at netværket går i stå.

Det er skide tarveligt.
Det er også tarveligt at begynde at ynke helt vildt, lige pludselig. Som sagt patienten får det jo ikke skidt/værre, fordi de får en diagnose. Så det bliver falsk og handler KUN om den pårørende.

Ad!
Jeg har set flere patienter få det skidt efter besøg, fordi deres pårørende skulle side og græde/blive vrede over hvor forfærdeligt det er at være indlagt/syg.

Kig på hvordan du reagerer, hvordan ville du selv have det?

Jeg vil på ingen måde støde nogen ved at sige, det skal være sejt.
Men hvorfor er det så farligt at snakke om? Hvorfor ved den generelle befolkning ikke hvad en psykose er? Hvorfor tror de fleste at skizofreni er personlighedsspaltning? hvorfor er der ikke armbånd til “jeg støtter dem på psykofarmaka”?

Jeg vil gerne opfordre folk til at læse om sindslidelser, dan jeres egne meninger, i stedet for at køre på rygter og tabu 🙂
Xx

3 thoughts on “Day 45

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s