Day 15, 16, 17

Dag 15
Tirsdag, dag nummer 2 i behandlingen.
Jeg kører med husbonden på arbejde og derefter selv til behandling. Jeg er der kl. 0730. Der var en dame, hun siger jeg ikke kan komme med ind da de ikke åbner før kl 0800, så jeg skulle vente ude i bilen. Kælling
Når jeg så kommer ind, sidder jeg som den eneste i fællesstuen indtil kl 0900, så skal vi spille petanque?!?!
Når vi så kommer tilbage sidder der to i fællesstuen som ikke har deltaget, fordi de ikke gad?!?
Der bliver diskuteret børnetøj, vurderingsmand, basilikum og diverse regninger.
Jeg gider ikke at være der…
Jeg har samtale med überdoktoren, han forstår mig ikke… han siger der ikke er nogen garanti for bedring 😦
Jeg er ligeglad…

Jeg skal hente husbonden, kigger på snefnug der lander på bilens ruder, jeg er tom indeni. Hvorfor skal jeg være her?

Jeg kommer hjem og bliver overvældet med suicidale tanker. Men lægen har jo lige sagt at jeg ikke umiddelbart er suicidalt truet?
Taler med bff og falder egentlig til ro og føler jeg har kontrollen igen.

Jeg går i seng.
Jeg vågner kl. 0300, jeg er sulten, jeg har ikke spist hele dagen, googler overdosing på de piller vi har i huset.
Husbonden snorker ikke, han skal ikke se mig gå nedenunder.
Jeg falder i søvn.

Dag 16
Husbonden vækker mig, jeg siger at jeg er træt, gider ikke der ned i dag.
Han siger han tager på arbejde og han vil ringe lidt senere, så jeg kan ringe og sige til behandlingen, at jeg ikke kommer.
Kl. 0900 er jeg oppe, jeg sidder med alle mine piller på bordet.
Jeg kan kun mærke at alt vil løse sig, så længe jeg spiser pillerne.
Jeg ringer til livlinen, de tager ikke telefonen.
Jeg taler 10 piller, venter på at der skal ske noget…  det gør der ikke.
Jeg ringer igen.
…den bliver ikke taget.
Jeg tager 30 piller mere over et par omgange.
Venter.
Jeg er træt, ligger mig til at sove.

Jeg vågner og er meget svimmel, jeg kan ikke rigtig flytte mine ben og arme.
Jeg ringer til husbonden.

Han bliver bange, jeg hader mig selv.

Husbonden kommer hurtigt hjem, hiver mig ud i bilen, vi kører på psykisk-skadestue.
Jeg bliver stukket og målt og kørt på intensiv, for at observere mit hjerte.
Jeg får aktivt kul.
Det smager af sandkasse med kattelort.

Dag 17
Jeg vågner ved en dame kommer ind og siger at der er morgenmad. 
Jeg er ikke sulten.
nogle timer senere kommer der to damer kommer ind, de spørger hvordan jeg har det, hvad jeg tænker?
Jeg siger at jeg stadig vil dø.
Jeg får ondt i maven når jeg tænker på husbonden,  jeg vil ikke have han er ked af det 😦

Vi kører til modtagelsen ved p1.
De var søde.
Jeg er nu indlagt igen.
Jeg har ondt i maven. 
Jeg er sulten.
Xx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s